Strategy Point of HR -

Hvad handler en strategi om? Den handler om at skabe en konkurrencemæssig fordel.

Hvordan gør man det? Ved at træffe en række bevidste valg, der hviler på nogle antagelser om fremtiden, og ved konsekvent og vedholdende at forfølge de valg.

Hvis ikke man tør eller ikke evner at foretage valg, som i sagens natur er usikre, da man ikke med sikkerhed kan vide alt om fremtiden, må man affinde sig med rollen som offer for omstændighederne, en passiv starut i en storm af påvirkninger.

Det ønsker de færreste, og derfor har de fleste virksomheder en strategi, som kan være mere eller mindre ekspliciteret, mere eller mindre fast i kødet. Jo mere konkret og specifik en strategi er, desto mere sårbar bliver også den for uforudsete påvirkninger og hændelser; desto mere abstrakt og flydende, den er, desto mere uanvendelig bliver den i praksis.

De bedste strategier tåler derfor den indbyggede dobbelthed, at de på én gang er forholdsvis rigide, hvad angår principper og mål, og samtidig fleksible, hvad angår metoder og midler.

Undgå eller opnå

Der er ét forhold, som ikke er til at komme udenom: en strategi skal eksekveres. Den realiserer sig ikke af sig selv, men virkeliggøres og udmøntes af en organisation. Her kommer HR strategien ind i billedet, ikke som et separat, løsrevet fænomen, men som en integreret komponent i forretningsstrategien.

Nogle organisatoriske mål er forholdsvis generiske; at man ønsker at undgå for høj personaleomsætning; at man ønsker at undgå for højt sygefravær; og at man ønsker at undgå for mange konflikter med fagforeninger. Alle disse, og andre lignende, mål er oplagte at forfølge, da de – uindfriet – tapper organisationen for energi. Men mål som disse udgør kun det solide bundniveau under de forretningsmæssige ambitioner, mål som disse udtrykker blot det, man gerne vil undgå, og ikke det, man gerne vil opnå.

Alle virksomheder ønsker en sund drift, høj omsætning, stor indtjening og tilfredse kunder. Intet af dette er særligt, det særlige er, hvordan man opnår det.

Og det gør man ikke alene ved at have et lavt sygefravær eller få konflikter (selvom det hjælper), ligesom et cool produkt heller ikke er nok i sig selv. Inderst inde ved de fleste ledere godt, at der er nogen, der skal designe produktet, fremstille det, markedsføre det, sælge det, distribuere det og så videre. Produktet hopper ikke ned i kundernes indkøbskurv af sig selv. Og hvis man er ansat i en non-profit, er det på samme måde indlysende, at de ydelser, man tilbyder, ikke på forunderlig vis materialiserer sig af sig selv, men skabes af medarbejderne.

Delsystemer

Det, man kan opnå med en integreret HR strategi, er merværdi. Ikke ved at presse og piske medarbejderne mere, men ved at lade den visdom synke ind, at medarbejdere, der oplever konsistens, sammenhæng og fornuft i de organisatoriske rutiner og mellem de forskellige organisatoriske delsystemer, er mere produktive. En af de mest iøjnefaldende kilder til stagnerende produktivitet er uoverensstemmelser mellem mål, processer, strukturer og ledelseshandlinger og en af de hyppigste årsager til faldende produktivitet er de barrierer, organisationen selv skaber, gennem en overflod af ad hoc løsninger og uigennemtænkte designs.

HR aftrykket i forretningsstrategien er sammenbindingen af delsystemer. Denne øvelse er overordentlig vanskelig for konkurrenter at kopiere og bliver derfor en væsentlig differentieringsfaktor. En indbygget HR strategi skaber kongruens, momentum og harmoni mellem systemer, som ellers kan have en tendens til at producere uovervindelige selvmodsigelser (eksempelvis: man giver teamet en opgave, men belønner individet; der prædikes om en fælles talentkultur, men man tillader, at hver leder holder på sine egne talenter; der investeres kraftigt i medarbejderuddannelse, men når virksomheden presses i markedet, fyrer man medarbejderne).

Når man taler om ledelse af organisationer, er typisk fire delsystemer i spil:

HR strategi Point of HR

Delvist adopteret fra Paul Kearns: ”HR Strategy, Creating Business Strategy with Human Capital”, 2010.

Personaleadministration håndterer kontrakter og jobbeskrivelser, aftaler om løn og vilkår, forhandlinger med fagforeninger, overvågning af sygefravær m.m.

Den direkte ledelse sørger for, at medarbejderne løser de opgaver, de bliver sat til.

Topledelsen beslutter sammen med bestyrelsen organisationens strategiske retning.

Human Resource Management introducerer processer til at øge den enkeltes performance gennem eksempelvis træningsprogrammer, performancevurderinger og karriereplaner.

Hvis HRM aktiviteterne udføres i fraværet af en HR strategi, tilfører de meget lille værdi. Mange lederudviklingsprogrammer, talentprogrammer og performance/MUS processer har ingen eller en meget begrænset effekt for den overordnede organisatoriske performance. Årsagen er, at der ikke findes en eksplicit ramme for- og et tydeligt formål med aktiviteterne. Årsagen er, at der ikke er formuleret en samlet ambition for HR aktiviteterne og deres forventede bidrag til virksomhedens strategiske mål.

Organisatorisk modenhed

Ifølge den kendte strategiekspert Paul Kearns er graden af ’HR modenhed’ direkte proportionel med graden af organisatorisk modenhed og illustreres bedst ved denne oversigt (bemærk at de første evolutionære niveauer starter i minus):

Modenhedsniveau Organisatoriske indikatorer
Niveau -2 Man ejer slaver.
Niveau -1 ’Medarbejderrettigheder, hvilke medarbejderrettigheder?’
Niveau 0 Der finder ikke nogen bevidst håndtering af personaleadministrative opgaver sted.

Ansvaret for vilkår og kontraktuelle forhold ligger hos linjelederne.

Lav grad af beslutningstagning under topniveau.

Command and control nærer en pegen fingre kultur.

Intuitiv mavefornemmelse foretrækkes fremfor systematiske og underbyggede beslutningsgrundlag.

Niveau 1 Lovmæssige krav anerkendes.

Basale, personaleadministrative opgaver udføres, dvs. lønadministration og annoncering af ledige jobs, men der er stadig ingen professionel tilgang til opgaven.

Niveau 2 Personaleadministrationen professionaliseres, hvilket betyder, at linjeledelsen må acceptere at tage imod råd.

Der holdes MUS/performance samtaler, men på en overfladisk og uengageret måde.

Træning og udvikling er op til de enkelte ledere, men personaleafdelingen leverer til nød en generisk menu af programmer og kurser.

Ikke evidensbaseret, men følger ukritisk det, man anser for at være best practice.

Niveau 3 Der indføres HR systemer og mere og mere professionelle people management metoder begynder at dukke op, eksempelvis implementeres grundigere vurderingsmetoder i forbindelse med rekruttering.

Forholdet mellem HR og linjeledelse bliver mere integreret.

MUS samtaler begynder at glide over i et performance management system.

Værdien af generiske løsninger anfægtes og man begynder at efterspørge evidens.

Simple evalueringssystemer implementeres, eksempelvis begynder man at måle effekten af kompetenceudvikling.

Niveau 4 HR arbejder proaktivt og tæt sammen med linjelederne og hjælper med at forudse og afbøde fremtidige problemer.

Performance Management systemer begynder at indeholde klare forretningsmål.

Underperformance accepteres ikke og håndteres effektivt.

Skræddersyede løsninger begynder at erstatte generiske ’på-hylden’ løsninger.

Niveau 5 Individuelle ansvarsområder erstattes af team- og projekt-ansvarsområder i takt med, at man begynder at forstå værdikæden i dybden.

Præstationsmålinger forvandler sig til et værdimålingssystem.

Referenceforholdene er tydelige, men samtidig blomstrer en smidighed i strukturerne med fokus på værdiskabelse.

Organisationen rekonstrueres med de kerneprocesser i fokus, som maksimerer kundetilfredsheden.

’Træning og udvikling’ erstattes med et klart begreb om anvendt læring.

Niveau 6 Alle aktiviteter i organisationen er direkte afledt af strategiske mål.

Alle medarbejdere ejer de strategiske mål.

Alle medarbejdere er i stand til at forklare, hvordan han eller hun bidrager til værdiskabelsen.

Kulturen holder ikke innovationen tilbage, man er for længst holdt med at pege fingre.

’Initiativ’ tilgangen til forbedringer er afløst af systematiske og dynamiske forbedringssystemer.

Der hersker fuldkommen tillid mellem arbejdsgiver og ansatte.

Adopteret fra Paul Kearns: ”HR Strategy, Creating Business Strategy with Human Capital”, 2010.

I 2005 undersøgte et hold islandske forskere modenhedsniveauet i 118 organisationer og omkring 65% af disse befandt sig på niveau 1, mens 27% befandt sig på niveau 2.

Måske har disse tal ændret sig i de forgange år, men der er formentlig stadig et kolossalt stort forbedringspotentiale til stede, en ret god chance for at skille sig ud og skabe en konkurrencemæssig fordel, alene i kraft af sin organisation.

Kroner og ører?

Penge Point of HR

En HR strategi, som er integreret i forretningsstrategien, er ikke pjat, det er sund, økonomisk fornuft. Drænet på pengekassen, som skyldes en manglende strategisk retning for organisationen og menneskene i den, er ofte usynlig på grund af de regnskabsprincipper, der bruges rundt omkring, men lyt lige til denne samtale:

Adm. direktør: Hvordan vises virksomhedens investering i menneskelig kapital i resultatopgørelsen?

Finansdirektør: Den figurerer som lønninger under faste omkostninger.

Adm. direktør: Hvordan bliver afkastet af den investering beregnet?

Finansdirektør: Det gør det ikke.

Adm. direktør: Hvis vi øger værdien af den menneskelige kapital med 1% – f.eks. øger produktiviteten med 1% – hvad vil det så betyde for resultatet før skat (eller antal patienter behandlet eller kunder serviceret, hvis der er tale om en non-profit)?

Finansdirektør: Det vil betyde en reduktion af den samlede lønomkostning med mindst 1% og en tilsvarende effekt på indtjeningen.

Adm. direktør: Hvordan vil det fremgå af indtægts- og tabskontoen?

Finansdirektør: Det vil optræde som en reduceret omkostning, vi opgør ikke produktivitet.

Adm. direktør: Er du tilfreds med den regnskabspraksis?

Finansdirektør: Øh, det kunne måske godt blive lidt skarpere?

Vi prøver igen: denne gang med at opnå noget (produktivitet og merværdi) fremfor blot at undgå noget (omkostninger). En integreret HR strategi vil bidrage til det.

Og hvis du behøver hjælp undervejs, er du velkommen til at kontakte Point of HR: mayadroeschler@pointofhr.com.

Leave a Reply

Your email address will not be published.